Yoga har reddet mit liv

Yoga har reddet mit liv op til flere gange. Sådan føles det ihvertfald.

Derfor har jeg fået en dyb kærlighed til yoga og er samtidig helt afhængig af at dyrke yoga hver eneste dag.

Hvor som helst - når som helst. Somme tider blot i 10 minutter andre gange 30 minutter og andre gange halvanden time.

Det begyndte alt sammen for næsten 20 år siden, da jeg gik rundt med konstante og voldsomme smerter i ryggen efter en trafikulykke. Smerterne og chokket fra ulykken havde spredt sig til hele kroppen, fordi jeg gik og spændte op i alle mine muskler. Jeg havde aldrig ro. Hverken i min smerteplagede krop eller i mit sind. Jeg var ude af mig selv af frustration over den tilstand, jeg levede i.

Det var dengang omkring år 2000. Jeg var lige flyttet hjem til Danmark efter at have boet i Paris i to år. Der havde jeg forsøgt at holde smerterne fra døren med svømning et par gange om ugen. Det værste var at sidde stille. Det næstværste var at ligge stille. Jeg skulle være i gang - ellers hjemsøgte smerterne mig konstant.

Så kom jeg til København og fik øje på yogaen. Og så skete der for alvor noget!

Yoga er fantastisk, fordi en jævnlig yogapraksis kan gøre kroppen både stærkere og mere smidig. Det var lige det, jeg havde brug for.

Men i virkeligheden er yoga så uendeligt meget mere end den fysiske praksis. Og det viste sig at være sindssygt godt for mig. Ikke mindst senere da jeg fik stress…

Yoga forener krop og sind

Yoga betyder “at forene” på sanskrit. Yoga forener krop og sind. De fysiske yogastillinger er blot forstadiet eller midlet til det, som yoga i virkeligheden handler om: At stilne sindet.

Filosofien bag yoga er simpelthen, at vi kan få vores evigt kværnende “monkey mind” til at sætte farten ned og dermed skabe mere ro i tankerne ved hjælp af de fysiske stillinger.

Så når jeg eksempelvis underviser i Yoga for Fertilitet, gør jeg det ikke kun, fordi jeg ved, at yogastillingerne kan hjælpe kvinderne til at få mere blodcirkulation i de reproduktive organer eller at styrke, smidiggøre og balancere bækkenet og andre fysiske effekter. Det handler i lige så høj grad om, at jeg via yogaundervisningen kan guide kvinderne ind til et sted indeni, hvor der er mere ro og færre bekymringer, stress og frustration. Når sindet får ro, falder nervesystemet også til ro og dermed fungerer kroppen langt mere optimalt.

Det samme oplevede jeg, da jeg kæmpede med kroniske smerter. Stille og roligt blev jeg stærkere og mere smidig. Jeg fik adgang til en praksis, som kunne hjælpe min krop og ikke mindst mit nervesystem og mit sind til at finde ro. Da jeg senere blev syg med stress blev det igen min egen kur - sammen med masser af væren i naturen.

På yogamåtten ER vi. På yogamåtten skal vi ikke præstere eller sammenligne os med sidemanden. Vi skal ikke skynde os. Det handler ikke om at nå et mål eller at se lækker ud, mens vi praktiserer yoga.

Det handler om væren. At have det godt lige nu og her. At få det bedre. Både i krop og sind. Det er yoga for mig. Og derfor redder yoga mit liv igen og igen og igen. Når jeg har smerter. Når jeg er stresset. Når jeg er energiforladt. Når jeg er frustreret. Når jeg bekymrer mig for meget. Når jeg på den ene eller anden måde har været på afveje og har brug for at finde hjem til mig selv. Men også når jeg har det godt!

Yoga hjælper mig til at få øje på detaljerne. I min krop. I mit sind. I livet. Yoga guider mig ind i en følelse af taknemmelighed over alt det, jeg omgiver mig med i min dagligdag, som gør mig glad og lykkelig. Og det er ikke så lidt.

Så tak for yoga!

Yoga og coaching - online og IRL

Nu går jeg på sommerferie. Og jeg tager min daglige praksis med mig. Når jeg er tilbage igen, underviser jeg et nyt hold kvinder i Yoga for Fertilitet hos Family Zoo på Østerbro i København. Læs mere her.

Efter ferien åbner jeg også for mine unikke 1:1 forløb igen. Forløbene skræddersyr jeg til hvert enkelt individ. Læs mere her.

I ferien kan jeg nok ikke lade være med at tænke på det online forløb, jeg vil give mig i kast med at skabe efter ferien. Det vil være særligt målrettet kvinder og par med fertilitetsudfordringer og vil blandt andet indeholde coaching, yoga og særlig brugbar viden om kvindens cyklus. Det glæder jeg mig meget til at fordybe mig i. Med online forløbet vil du kunne få hjælp og støtte i dit fertilitetsforløb, selvom du ikke bor i nærheden af København. Mere om det senere.

Del endelig denne information til de kvinder og par, du kender, der kæmper for at få drømmen om at blive forældre til at lykkes.

På min profil på Instagram og Facebook kan du allerede nu få inspiration til at dyrke yoga med mig. Jævnligt guider jeg dig ind i stillinger, som du kan lave hvor som helst og når som helst. Uanset hvem du er. Du behøver nemlig ikke at have noget som helst udstyr eller at være stærk og smidig i forvejen for at dyrke yoga. Yoga er for alle!

Hvis du skriver dig på mit nyhedsbrev her på hjemmesiden, sender jeg dig fluks en guide til tre restorative yogastillinger, som med garanti vil få dig helt ned i sommerferiegear. Og i min shop ligger der en guidet meditation til gratis download, så du kan finde indre ro og komme med mig en tur i skoven…

Så var der vist ikke flere tilbud fra mig lige nu :-)

Namaste! Og nyd din sommer!