Lige siden jeg selv blev mor, har jeg følt meget stærkt for at bakke op om de modige mennesker, der arbejder for en anden tilgang til graviditet, fødsel og forældreskab end den, der er mest fremherskende og som i høj grad er styret af ønsker om effektivitet og produktivitet. Denne anden tilgang handler om at stole på, hvad vores kroppe kommunikerer til os, hvad vores egen intuition siger og mærke efter, hvad der føles naturligt og rigtigt helt inde i hjertet.
Jeg er hundrede procent fortaler for at tage imod ny viden og lødig rådgivning. Sådan sørger vi for at træffe bevidste og fornuftige valg, og vi udfordrer vores egen tendens til at gå på autopilot. Der hvor den udefrakommende rådgivning kan blive problematisk og direkte skadelig er, når rådene konflikter med det, vi mærker indeni, så vi undertrykker vores egen stemme og skaber rod i vores kroppe.
Tiden er nu kommet til, at vi også forholder os til, hvordan vi hjælper ufrivilligt barnløse her til lands. Kan vi også i dette tilfælde vælge en mere helhedsorienteret tilgang og tillade den enkelte at hente ansvaret hjem?
Kvinders alder får skylden
Mere end hver tiende dansker er ufrivilligt barnløs. Alligevel tales der ikke ret meget om det i offentligheden.
Når emnet endelig dukker op i medierne, handler det om alder. Det er denne faktor, lægerne kredser om igen og igen. At vi skal huske at få børn i tide, fordi kvinder er mest fertile, når vi er ganske unge. Det er naturligvis en vigtig pointe. Men jeg mener, at der er behov for at få udbredt flere perspektiver på fertilitetsudfordringer.
Jeg er selv et lysende eksempel på at have kæmpet i flere år for at blive gravid første gang til trods for, at lægerne ikke kunne finde en årsag til problemet, mens det anden gang pludselig lykkedes ud af det blå - uden medicin eller anden assistance. Og der var jeg immervæk nogle år ældre. De fleste mennesker kender til par, der har været ude for det samme. Så hvad skyldes dette? Det kunne være interessant, hvis lægerne kastede deres nysgerrighed på dette fænomen. Måske er der guldkorn at hente.
I USA har en tidligere fertilitetspatient besluttet sig for at undersøge netop dette sammen med en psykolog og ph.d. for at give folk et billede af, hvad man kunne prøve af, inden eller imens man er i medicinsk fertilitetsbehandling. Både for at forbedre chancerne for graviditet men også for at bevare livsglæden i den svære tid. Studier om fertilitet og stress er også gennemført i USA med tydelige tegn på, at stress påvirker kvinders fertilitet negativt.
Udover den indvirkning stress kan have på vores evne til at få børn, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad det gør ved fertiliteten, at mange kvinder bruger p-piller eller hormonspiraler i 10, 15, 20 år, inden de vil til at have børn. Burde vi ikke vide mere om det?
Da jeg selv fik udskrevet en recept på p-piller som ganske ung skænkede jeg det ikke en tanke. Og jeg blev heller ikke oplyst om, hvad de kunstige hormoner egentlig gjorde ved min krop. Jeg begyndte at ane uråd, da jeg oplevede diverse ubehagelige bivirkninger og gener, hvilket blot resulterede i, at jeg fik udskrevet en recept på et andet præparat og dernæst et tredje.
Der findes intet quick fix
Herhjemme synes der kun at være en vej igennem fertilitetshelvedet, og den vej går via den medicinske lægevidenskab. Det er en smertefuld vej, som måske - måske ikke fører til ønskebarnet. Der er kun i ganske sjældne tilfælde tale om et quick fix. Nogle kæmper i flere år, inden de endelig står med ønskebarnet i armene, mens andre simpelthen må opgive kvalerne, fordi det bare ikke vil lykkes trods adskillige forsøg.
Der er dygtige mennesker som blandt andre fysioterapeuter, akupunktører, diætister og yogalærere som jeg selv, der forsøger at trænge igennem lydmuren med andre perspektiver og redskaber, man kan afprøve for at forbedre chancerne for graviditet.
Desværre bliver det ofte skudt ned af fertilitetslæger til trods for, at man i udlandet har dokumenteret positive effekter ved mange af de alternative tilgange. I Danmark kan visse læger sågar finde på at beskylde de såkaldte alternative behandlere for at ville udnytte og tjene penge på de ufrivilligt barnløses ulykkelige situation. Som om fertilitetsklinikkerne og medicinalindustrien ikke tjente penge på at behandle folk…!
Lad os holde fokus på målet fremfor at kaste med mudder. Det handler om at hjælpe folk til at få virkeliggjort deres ønske om at få børn. Og jeg har endnu ikke hørt en alternativ behandler opfordre til at boykotte den medicinske tilgang. Så jeg ser ingen grund til at fryse de alternative behandlere ud eller ligefrem dæmonisere dem. Det er kun positivt, at der er kommet nye perspektiver på banen, siden jeg kæmpede med ufrivillig barnløshed, hvor jeg eksempelvis fik at vide af lægerne, at der helt sikkert ikke var nogen grund til at forholde sig til stress som en indvirkende faktor. Skævheder i bækkenet var heller ikke noget, der interesserede lægerne. De kunstige hormoner var den eneste ”go to”.
Kvinde kend din krop
Jeg ville ønske, at jeg dengang havde vidst bare lidt af det, som jeg ved nu. Om stress, om cyklus, om den naturlige hormonproduktion, om bækkenet, om livmoderen, om æggelederne osv. Så havde jeg trods alt følt, at der var noget, jeg selv kunne gøre for at forbedre mine chancer for at blive mor. Jeg ville have følt mig mere forbundet til min egen krop og kvindelighed fremfor at føle mig forrådt af den. Jeg ville have kendt min krop langt bedre, end jeg gjorde dengang. Sandheden er, at jeg vidste skræmmende lidt. Og det er gået op for mig, at det er langt de færreste der for alvor kender til, hvad der sker i kroppen i løbet af den kvindelige cyklus og i den menneskelige reproduktion.
”Kvinde kend din krop!” har jeg lyst til at råbe i alle gader og stræder i det danske land nu. Det er på høje tid, at vi alle tager kraften hjem og for alvor sætter os ind i, hvem vi er, hvad vores kroppe er i stand til, og hvordan vi bedst lever i overensstemmelse med det, som er meningen fra naturens side. Dermed ikke sagt, at jeg er imod medicinsk behandling af infertilitet. Men jeg opfordrer til, at vi får flere perspektiver på banen. For der er andet og mere at gøre end at sprøjte kunstige hormoner ind i kroppen. Der er mere at gøre i forhold til det fysiologiske. Men der er så sandelig også brug for at tage den psykologiske del af ufrivillig barnløshed langt mere alvorligt og tage hånd om dette.
Støtte til ufrivilligt barnløse
Hvis man ikke selv har oplevet det, er det næsten umuligt at forstå den smerte og de kvaler, som ufrivilligt barnløse kæmper med. Langt de fleste forsøger at komme igennem det derhjemme bag lukkede døre og inde bag en maske, fordi det er så ekstremt sårbart. Det kender jeg alt for godt fra mit eget liv.
Jeg kender til sorgen over at være nødt til at søge hjælp for at kunne skabe en familie. Smerten over, at det cyklus efter cyklus ikke lykkedes at blive gravid til trods for, at lægerne ikke fandt nogen årsag til det. Frustrationen over ikke at vide, hvornår det ville lykkes - om det overhovedet nogensinde ville lykkes. Tendensen til at trække sig fra sociale relationer for at undgå nærgående spørgsmål og sårende bemærkninger. Den dårlige samvittighed over at være misundelig på alle omkring os, der fik både et to, tre og fire børn, mens vi stadig stod på perronen og ventede på vores tur. Det massive pres på parforholdet. Følelsen af at være defekt som kvinde og mindre værd end dem, der “kunne selv”. Afmagten og følelsen af at have mistet kontrollen over min egen krop.
Alt dette står man alene med som kvinde og som par, når den ufrivillige barnløshed rammer. Så man bider tænderne sammen. Det er hårdt. Ubeskriveligt hårdt. Dengang var jeg så meget i knæ og så skamfuld over ikke at slå til som kvinde, at jeg ikke i min vildeste fantasi havde forestillet mig nogensinde at stå frem og fortælle min historie i offentligheden.
Det hele menneske i spil
Sagen er bare, at jeg brænder for denne sag, og så må min egen forfængelighed træde til side. For det er så vigtigt at bryde tabuet og virkelig få rusket op i vores tilgang til ufrivillig barnløshed.
Jeg mener, at vi må zoome ind på den enkelte og vurdere, om der er tale om en krop, sind og sjæl der mistrives, og at det er derfor, vedkommende har svært ved at blive gravid. Vi må forholde os til det hele menneske og til, hvordan den enkelte kan kultivere sin have (læs: krop, sind og sjæl) for at blive i stand til at skabe liv. Det er ikke bæredygtigt at blive ved med at så frø i jorden og gøde og vande, hvis jorden er forurenet eller fyldt med gift, sten eller andet, der hæmmer frøene i at udvikle sig til sunde, spirende planter.
Så jeg er glad for at kunne bidrage til at støtte andre ved at sige de her ting højt og ved at undervise i fertilitetsfremmende yoga og meditation, mindfulness og coachende tilgang til de tanker, følelser og sociale udfordringer, man kan stå i som ufrivilligt barnløs.
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er godt for folk at have redskaber ved hånden, som de kan gribe til for at forbedre deres situation og for at trives i hverdagen. At det er sundt for den enkelte at hente ansvaret hjem og derved føle, at man stadig står ved rorpinden i sit eget liv frem for udelukkende at lade ens liv og lykke afhænge af det, som lægerne kan eller ikke kan gøre for en.
