"Jeg orker ikke at høre på, hvor usundt stress er for min fertilitet!"

“Jeg kan næsten ikke holde ud at høre på, hvor usundt det er for min fertilitet at være stresset og bekymret!”, udbrød hun, mens hun så mig direkte i øjenene. Frustrationen lyste ud af hende.


“For jeg ved det jo godt! Men hvad skal jeg gøre ved det? Jo mere jeg tænker på, at jeg skal slappe af, jo værre føler jeg, at det bliver!”


Og jeg forstår det virkelig godt. Jeg havde det selv præcis sådan i de 3-4 år, da jeg ventede utålmodigt og med frustration, sorg og længsel efter at blive gravid første gang.


Forskellen var, at dengang anerkendte lægerne ikke, at stress var skidt for fertiliteten. Det ved vi nu, at den er. Og de fleste af os mærker det også intuitivt.


Når vi kommer til fødslen, er der kontant afregning: Der stopper veerne, hvis vi stresser og bekymrer os. Hvis vi lytter mere til andre omkring os end går med det, vi mærker indefra.


Når vi har født barnet, er der igen kontant afregning: Der løber mælken ikke, hvis vi stresser, bekymrer os, mister tilliden til os selv. Og sådan kan vi forpurre amningen.


Når vi forsvinder ud af os selv. Når vi ikke er hjemme i os selv. Så mister vi kontakten til kroppens iboende visdom.


Kroppen ved godt, hvad den har brug for.


Det ved den i forhold til både graviditet, fødsel, amning og i moderskabet generelt.


Og hey! Hvem kan i øvrigt få en nydelsesfuld orgasme, MENS de stresser og bekymrer sig?


Nej vel?


Det hele hænger sammen.


Vi er nødt til at føle os godt tilpas, føle os trygge, glade og mærke nydelse, tillid og ro, hvis vi ønsker at opnå den orgasme, hvis vi ønsker at føde vores barn naturligt, og hvis vi ønsker en vellykket amning.


Af en eller anden grund provokerer det mange, at dette i høj grad også gælder i forhold til fertilitet.


For hvordan??


“Hvad råder du mig til, Trine? Hvad skal jeg gøre for at finde den ro, tryghed og tillid?” Spurgte hun mig. Stadig lige insisterende.


Jeg råder dig til at gå på opdagelse i dit indre landskab.


Øve dig i at mærke efter, hvad der sker derinde i dig. Hvad mærker du? Hvad gemmer sig inde i mørket?


Hvad mærker du, at DU har brug for?


Hvad dræner dig? Hvad bruger du tid, kræfter og energi på, som simpelthen intet giver dig retur? Som bare dræner dig. Og som du måske er ved at være parat til at give slip på?


Og omvendt: Hvad kalder din sjæl på, at du skal dyrke noget mere? Er der noget, du har brug for at gøre mere og bruge mere tid og energi på - for din egen skyld? Noget som nærer dig - giver dig glæde, ro og nydelse.


Det kan være i forhold til dit job eller i din fritid. Det kan være i forhold til de mennesker, du omgiver dig med. Din kost.


Hvad fortæller din krop dig? Her kan sansebaseret yoga være en kæmpe gave - en fantastisk vej ind i det indre landskab.


Det kræver øvelse at finde ind til det indre landskab. For mange mennesker er det lukket land.


For sådan er vi opdraget: De fleste af os er opdraget helt fra barns ben til at pakke vores følelser og behov langt væk for i stedet at gøre, som andre dikterer os.


Så tror da pokker, at vi til sidst helt mister kontakten til vores inderste følelser og dybeste behov!


Og at vi ikke tør lytte til det, vi mærker, når det så endelig dukker op. For vi har hele livet fået at vide, at vi skal gøre det, der forventes af os og ikke det, som vi selv mærker er sandt for os.


Derfor er vi nødt til bevidst at sætte tid af til at arbejde os tilbage til dette indre landskab. At vandre hjem til os selv. Det kan tage rigtig lang tid. Og for de fleste af os er det en ongoing proces, som aldrig stopper.


For hver eneste dag bliver vi ledt væk fra os selv. Igen og igen.


Mærk efter hvad der virker for dig: Hvornår bliver der så stille i dit indre, at du rent faktisk kan mærke dig selv?


Og kan du rumme og respektere det, du møder derinde i dig selv? Elske det ubetinget, som du ville elske et lille barn?


Desuden kan jeg ikke understrege nok, hvor kraftfuldt det er, at vi arbejder med det her i et fællesskab med andre kvinder. Jeg ser det så tydeligt på mine yogahold, og det er derfor, at jeg kun tilbyder forløb - ikke drop-in.

Og jeg ser det tydeligt i mine coaching-forløb - hvorfor jeg også her kun tilbyder forløb fremfor enkelte sessioner.


For der sker virkelig noget ganske magisk, når vi kvinder er der for at støtte og holde hinanden - bevidne hinandens proces over længere tid.


Ingen kvinde er en ø! Det er ikke meningen, at vi skal være alene.


Jeg tror på dig. Jeg tror på, at du kan finde hjem.


Og jeg er her for at guide dig.

namaste_trine_fagerskov.JPG