Holistisk Fertilitet - online

Jeg får en del spørgsmål om online forløbet Holistisk Fertilitet, som jeg har arbejdet på nu i flere måneder. Så her vil jeg lige forklare lidt om indholdet samt baggrunden for, at jeg fandt på at skabe dette forløb til kvinder med fertilitetsudfordringer.

Har du spørgsmål ud over dette, hører jeg naturligvis meget gerne fra dig.

Holistisk Fertilitet er et online forløb, som er er spækket med viden om din fantastiske kvindekrop og konkrete redskaber til at styrke din fertilitet og bevare livsglæden, mens du forsøger at blive gravid.

Baggrund i mine erfaringer med ufrivillig barnløshed

Jeg har skabt dette forløb, fordi min mand og jeg kæmpede med uforklaret, ufrivillig barnløshed i over tre år, inden jeg endelig blev gravid med vores første barn.

Det var en utroligt svær og smertefuld periode, som stadig sidder i både min krop og mit sind, selvom vores fertilitetsrejse begyndte for hele otte år siden. Det viser bare, hvor voldsom en proces, det kan være.

Da vores ældste barn var halvandet år, fandt jeg pludselig ud af, at jeg var gravid igen. Denne gang uden medicinsk behandling. Det gjorde mig naturligvis sindssygt glad - og også helt utroligt nysgerrig. For hvad var der pludselig sket, siden jeg ikke længere havde problemer med fertiliteten? Det fik mig til at gå igang med at researche og efteruddanne mig inden for fertilitet og kvinders sundhed.

En helt ny verden åbnede sig for mig, og jeg blev virkelig overrasket over, hvor meget viden jeg IKKE havde haft om min kvindekrop og om fertilitet førhen. Og hvor mange redskaber der rent faktisk findes, som man selv kan ty til, hvis man ønsker at forbedre sin fertilitet og bevare sin trivsel og livsglæde, imens man forsøger at blive gravid. Uanset om man forsøger med eller uden lægernes hjælp.

Det var viden og redskaber, som jeg utroligt gerne ville have haft dengang, min mand og jeg kæmpede og led under den ufrivillige barnløshed. For jeg er typen, der gerne selv vil bevare en følelse af at have kontrol over min krop og mit liv. For mig var det mest smertefulde i fertilitetsprocessen følelsen af afmagt - ikke at kunne gøre hverken fra eller til og være tvunget til udelukkende at sætte min lid til lægerne og de kunstige hormoner. Med kontrol mener jeg ikke, at kunne kontrollere alt, hvad der sker i min krop og mit liv - for det kan naturligvis ikke lade sig gøre. Det handler mere om en følelse af “empowerment” - at stå stærkt i mig selv i modsætning til at føle afmagt. At kunne føle mig “ovenpå” fremfor underlagt andres nåde. Jeg håber, det giver mening…

Jeg spurgte flere gange lægerne, om ikke der var noget, jeg selv kunne gøre for at forbedre mine chancer for graviditet. Og når jeg gang på gang fik at vide, at det var der ikke - udover at lade være med at stresse for meget over det - blev jeg endnu mere nedtrykt end før: For hvordan lader man være med at stresse over noget så vigtigt som muligheden for at skabe sin egen lille familie ved at få et barn?! Og så blev jeg stresset over at føle mig stresset…

Jeg blev mere og mere ked af det, og følte mig afmægtig, frustreret, vred, bitter og ulykkelig. Jeg trak mig mere og mere ind i mig selv og havde ikke lyst til at være social, for jeg følte, at alle andre blev gravide og talte om deres børn i et væk. Det var ulideligt for mig at være i.

Den tilstand, jeg var i dengang, ønsker jeg ikke for nogen anden! Det var frygteligt.

Da jeg ved, at cirka hvert tiende barn i Danmark kommer til verden som følge af fertilitetsbehandling, begyndte det at pine mig at tænke på, at så mange kvinder lige nu går rundt og kæmper for at få deres højeste ønske om et barn opfyldt. Derfor fik jeg lyst til at hjælpe og støtte de af kvinderne, der ligesom jeg trives bedst med selv at kunne gøre en forskel.

Og så lagde jeg næsten alt andet arbejde til side og begyndte at skabe online forløbet Holistisk Fertilitet. Det eneste andet arbejde, jeg har bibeholdt, er mit ugentlige yogahold hos Family Zoo i København for kvinder, der har problemer med fertiliteten. Det er så livsbekræftende at opleve, hvordan det virkelig hjælper kvinderne at kunne gøre noget godt for sig selv ved at komme hver uge og dyrke yoga og være i et trygt fællesskab med andre, der ved præcis, hvordan det er at være ufrivilligt barnløs.

Med online forløbet Holistisk Fertilitet glæder jeg mig over at kunne tilbyde alle kvinder fra hele landet at få adgang til den viden og de redskaber, jeg har samlet.

Spækket med viden og redskaber

Forløbet består af både lydfiler, videoer og skriftligt materiale, herunder:

  • Videoer med fertilitetsfremmende yoga, som du kan dyrke hjemme på stuegulvet.

  • Video med restorative yogaøvelser, som vil give dig ro

  • Videoer med øvelserne fra Mojzisova-metoden. Denne metode har vist sig at næsten firedoble visse infertile kvinders chance for graviditet uden medicinsk hjælp (læs om studierne her). Det giver også god grund til at formode, at træningen kan forbedre chancerne for graviditet ved IUI og IVF behandling. I Tjekkiet anbefales Mojzisova-metoden, bestående af manuel fysioterapeutisk behandling, bevidsthed om holdning og ergonomi samt daglig udførsel af hjemmeøvelser, som førstevalg til behandling af kvinder med fertilitetsproblemer af det tjekkiske sundhedsministerium i dag. Altså førend kvinderne henvises til medicinsk behandling.

  • Video med masser af information om din kvindekrop - dit bækken, din livmoders bevægelser og position i bækkenet, din holdning mm.

  • Video med åndedrætsøvelser, som vil give dig både ro, fokus og klarhed samt mere energi

  • Emotional Freedom Technique (også kendt som tapping) som redskab til at håndtere svære følelser samt fysisk smerte

  • Lydfiler og skriftligt materiale med kognitive redskaber til at håndtere svære følelser

  • Lydfiler om stress. Hvad er stress? Hvorfor er stress skadeligt for fertiliteten? Hvorfor bliver man stresset af at være ufrivilligt barnløs? Hvad kan man gøre for at mindske stress og bevare livsglæden?

  • Lydfil om relationer og intimitet. Hvorfor kan det være svært at være i relationer, når man er ufrivilligt barnløs? Hvordan håndterer man andres kommentarer og gode råd? Hvilken indflydelse kan ufrivillig barnløshed have på parforholdet? Hvad kan man gøre for at bevare det gode parforhold? Hvad kan man gøre for at bevare intimiteten - også med sin egen krop?

  • Online foredrag samt skriftligt materiale om din menstruationscyklus og hormoner med information om, hvordan du sikrer en bedre hormonbalance og en sund og regelmæssig cyklus. Her fortæller jeg også, hvordan du kan leve i harmoni med din cyklus i hverdagen og derved få adgang til mere energi, glæde, overskud og et bedre helbred. 


Forløbet består af fire moduler, der strækker sig over fire uger.

Hver uge får du adgang til et nyt modul, og du har mulighed for at blive medlem af en lukket Facebook-gruppe, så du kan dele erfaringer, glæder og sorger med de andre deltagere samt stille spørgsmål til forløbets indhold.

Jeg kan naturligvis ikke love dig, at du bliver gravid som følge af dette forløb. Til gengæld tør jeg godt love dig, at du forbedrer dine chancer markant og får det bedre. Og så håber jeg, at du med dette forløb vil føle, at du ikke er alene - og at du har mulighed for at bevare kontrollen over dit eget liv og din fantastiske krop.

Jeg arbejder stadig intenst på at gøre forløbet færdigt og håber på snart at kunne løfte sløret for, hvornår det lanceres. Stay tuned!

holistiskfertilitet_trinefagerskov.JPG