Overgangen til moderskabet er ofte endnu mere intens end fødslen

Tiden er inde til, at vi bliver lige så bevidste om vigtigheden af en god overgang ind i moderskabet, som vi efterhånden er blevet bevidste om vigtigheden af en god graviditet og fødsel.

Langt de fleste gravide kvinder forbereder sig grundigt til at skulle føde deres barn. Udover de obligatoriske tjek hos jordemoder og læge, går de til fødselsforberedelse og yoga for gravide, og de læser om babys udvikling uge for uge. Flere og flere kommende forældre vælger desuden at alliere sig med en privat jordemoder eller doula for at sikre, at de får den rette støtte og omsorg, så de kan føle sig trygge og rolige ved fødslen. Der ses også en stigning i antallet af hjemmefødsler.

Der er altså ikke nogen tvivl om, at mange kommende forældre træffer bevidste valg, når deres guldklump skal komme til verden. Det er rigtig godt!

Men hvad med efterfødselstiden? Hospitalerne vil gerne sende de fødende hjem så hurtigt som muligt efter fødslen. Mange glæder sig også til at komme hjem i vante rammer med den lille ny – hvis ikke de allerede er hjemme. Men så sidder de nybagte forældre pludselig der med det dyrebareste i armene og skal finde ud af at lande i deres nye roller og i en tilværelse, der aldrig bliver den samme som før. Bum! Hvad nu?

De tager imod besøgende familiemedlemmer og venner i en lind strøm, som kommer med gaver og dikkedikker den lille, allerede inden det for alvor er gået op for dem, at de nu er blevet forældre. Det er en kæmpe omvæltning. Ikke mindst for kvinden, der er gået fra at være gravid til nu at være mor. Jeg vil vove at påstå, at det er den største omvæltning, en kvinde kan opleve i hele hendes liv. At blive mor.

For udmattet til at sove

Jeg husker selv, hvor overrasket jeg var over, hvor ondt jeg havde i hele kroppen efter fødslen. For ikke at tale om, hvordan mit underliv havde det. Hvordan jeg frygtede, at det aldrig ville blive normalt igen. Hvor voldsomme følelser jeg havde. Hvor højt mine urinstinkter skreg, når besøgende kom og ville holde mit nyfødte barn. Hvor smertefuld amningen var i starten med mit første barn, og hvor svært det var at få amningen til overhovedet at fungere med mit andet barn til trods for, at jeg havde ammet mit første barn i halvandet år.

Hvor svært det var at være alene hjemme i ti timer hver dag, da min mands to ugers barsel var forbi. Særligt når amningen ikke fungerede, og baby bare græd og græd. Hvor svært det var at få mulighed for at spise, drikke, børste tænder og tage et bad, når baby krævede at ligge i mine arme døgnet rundt. Hvor mange tanker der ræsede rundt i mit hoved om, hvad der mon var det bedste at gøre i forskellige situationer, når baby var utilfreds. Tankerne kunne også ræse rundt om natten og på andre tidspunkter, hvor jeg egentlig burde sove. Men jeg kunne ikke. Jeg var så udmattet og på overarbejde mentalt, at jeg ikke kunne sove. Særligt under barslen med barn nummer to, fordi den ældste også skulle have opmærksomhed og omsorg, afleveres og hentes i vuggestuen. Der skulle købes ind, laves mad, gøres rent og vaskes tøj…

Dette scenarie er helt normalt her til lands og i mange andre lande i den vestlige verden. Jeg var endda mere privilegeret end de fleste, fordi jeg både har en fantastisk svigermor og mor, som begge hjertens gerne vil komme og hjælpe til. De bor bare ikke lige rundt om hjørnet, så i hverdagen følte jeg, at det handlede om at overleve den første tid med baby. Som de fleste andre her til lands har jeg også et mindset, der siger, at jeg skal klare det hele selv. Jeg bryder mig ikke om at bede om hjælp. Det har jeg så lært nu. For ellers ved jeg ikke, hvordan jeg havde overlevet de første måneder efter min anden fødsel.

Pludselig kunne jeg godt forstå de kvinder, jeg havde hørt give udtryk for, at de glædede sig til at komme tilbage på arbejde. Udover at få lov til at tale i hele sætninger og bruge den rationelle del af hjernen også, kunne man på sit job få lov til at arbejde i fred, spise i fred og gå på toilettet i fred. Man havde rettigheder! Og så var der hele det sociale aspekt. Her var der voksne mennesker at tale med!

When a baby is born, so is a mother

Jeg begyndte at spekulere over min situation og den situation, som alle andre kvinder på barsel befinder sig i. Kvinder, jeg ikke orkede at opsøge i mødregrupper, til babysvømning og efterfødselsyoga. Hvor gerne jeg end ville. Så jeg gik derhjemme og begyndte at lytte til podcasten ’New Born Mothers’ med en australsk kvinde ved navn Julia Jones, der talte om vigtigheden af, at kvinder får støtte, hjælp og omsorg i efterfødselstiden.

‘When a baby is born, so is a mother, and the birth of a mother can be more intense than childbirth’, sagde hun blandt andet I introduktionen.

Jeg slugte alle episoder i podcasten råt og lyttede fascineret til beretninger fra andre landes kulturer, hvor den nybagte mor passes og plejes af andre kvinder i familien og omgangskredsen døgnet rundt de første 40 dage efter fødslen. Så skal hun blot fokusere på at få amningen godt i gang, få etableret en god tilknytning til sin baby og få hvilet sig, så både krop og sind kan komme sig ovenpå den strabadserende fødsel. ’Fantastisk!’, tænkte jeg. Og jeg lyttede til beretninger om smukke overgangsceremonier, der bliver udført for nybagte mødre i andre kulturer rundt om i verden, så de kan lande blødt og blidt i deres nye tilværelse, og således at deres sjæl og nervesystem også kan følge med. Der var idéer til, hvordan vi i vesten kan blive bedre til at tage vare på os selv og hinanden i efterfødselstiden, så den ikke bliver nær så udmattende og overvældende, som den er for mange kvinder.

Jeg blev så hooked, at jeg talte mine sparepenge sammen og meldte mig til et fjernstudie hos den gode Julia Jones, så jeg selv kunne blive certificeret Postpartum Doula og hjælpe andre kvinder i efterfødselstiden.

Forventningspres, ensomhed og skam

Siden har jeg oplevet, at der også herhjemme vokser en bevidsthed frem om, at overgangen ind i moderskabet for rigtig mange kvinder ikke nødvendigvis er den dejlige og smukke tid, som den kunne være.

I Aarhus har to kvinder etableret værestedet og aktivitetshuset Bedre Barsel og lavet en undersøgelse om mødres trivsel under barslen blandt mødre og sundhedsplejersker fra fem forskellige kommuner.

Undersøgelsen viser, at kvinderne oplever overgangen til moderskabet som værende fyldt med komplekse og modstridende følelser, der også indebærer negative følelser, såsom ensomhed, kedsomhed og skam. Mange af kvinderne oplever desuden et forventningspres, både fra kvinderne selv, familie og venner samt det omgivende samfund, herunder oplever de et pres fra blandt andre sundhedssystemet gennem Sundhedsstyrelsen og sundhedsplejersker. Og så viser undersøgelsen, at en god graviditet og fødsel ikke nødvendigvis resulterer i en god barsel.

Vigtigheden af de første 42 dage efter fødslen

Den ayurvediske efterfødselsguru, Ysha Oakes, siger blandt andet: "After birth there is a sacred window of time, a time for complete rejuvenation of a woman's physical, mental and spiritual health ... a time for deep, extended bonding with her newborn. The first 42 days after birth set the stage for her next 42 years."

Jeg tror, hun har ret. Kommer man skævt ind i moderskabet, tror jeg, der er en stor risiko for, at man aldrig rigtig finder sig til rette i sin nye tilværelse som mor. Så jeg tror, vi her i den vestlige verden må tage ved lære af andre kulturers efterfødselstraditioner, hvor man tager den nybagte mor alvorligt og giver hende den omsorg i tiden efter fødslen, som hun har brug for. Både for kvindens skyld, men så sandelig også for hendes børns skyld. For når mor er udmattet, stresset og ensom, kan det ikke undgå at påvirke børnene.

Det anslås, at omkring hver fjerde kvinde udvikler en efterfødselsdepression. Endnu flere føler sig udmattede og stressede. Det er almindeligt kendt, at hvis mor er stresset, kan hendes mælkeproduktion gå i stå. Undersøgelser viser, at langt de fleste kvinder ønsker at amme, men at det er de færreste, der får det til at lykkes i det omfang, de selv havde ønsket.

Tiden er inde til, at vi bliver lige så bevidste om vigtigheden af en god overgang til moderskabet, som vi efterhånden er blevet bevidste om vigtigheden af en god graviditet og fødsel. Og jeg tror, det er os selv, der skal træde i karakter her. For staten kan godt træde til ved at indføre forældrekurser og den slags, men vi har ikke brug for flere kurser eller flere sundhedsplejersker og psykologer til at fortælle os, hvordan vi bør gøre. Det er der rigeligt af i forvejen – så meget, at vi føler os pressede og stressede af det. Der er mere brug for, at vi finder hjem til os selv. Så vi må tage skeen i egen hånd. Det skal være slut med at sidde alene derhjemme og græde ned i babymosen, mens vi tænker, at der er noget galt med os. Det er der ikke! Vi er udmattede og sårbare, fordi vi er overladt til os selv.

Bygge landsbyen og lade maskerne falde

Vi må begynde at bygge den landsby omkring os, som smuldrede væk, da kvinderne kom på arbejdsmarkedet. Vi må begynde at række ud efter hjælp. Turde være sårbare. Turde lade andre komme os til undsætning. Vi må holde op med at piske os selv til at gøre rent og lave både frokost, kaffe og kage til gæster, der kommer for at se vores nyfødte baby. I stedet må vi bede gæsterne om at medbringe dejlig hjemmelavet mad til os, når vi lige har født, fremfor flere legesager og tøj til baby. Vi må lære at sige til og fra.

Vi kvinder må rykke tættere sammen og lade maskerne falde. Vi må holde op med at præstere og tro, at vi skal kunne alting selv. Vi må lade være med at føle, at andre kvinder er vores konkurrenter. Det gælder også svigermor.

Frem for alt, må vi begynde at tage os kærligt af os selv. Med dette mener jeg ikke at løbe rundt med barnevognen og begynde på fitnesshold for mødre, så man hurtigt kan få sin flade mave igen! For vi kan ganske simpelt ikke både være en god og overskudsagtig kæreste, husmor, medarbejder på jobbet OG mor, hvis vi selv er slidt helt ned under gulvbrædderne.