Frihed til at følge vores natur og til at vælge selv

Lad os tænke ud af boksen og på tværs af køn på Kvindernes Internationale Kampdag. Lad os kæmpe for de feminine værdier. Til glæde for både mænd og kvinder. Lad os tale om, hvordan vi skaber de bedste rammer for at trives som individer og som samfund. Lad os kæmpe for friheden til at være dem, vi er, og for friheden til selv at vælge.

Det er Kvindernes Internationale Kampdag i dag. Derfor diskuteres det vanen tro i medierne, hvordan kvinder kan hjælpes til tops i erhvervslivet, og hvordan vi kan komme til at tjene lige så meget som mændene.

Det foreslås i den forbindelse, at samfundet skal øremærke 4 måneders barsel til mænd, så kvinderne kan komme hurtigere tilbage til arbejdsmarkedet efter at have født.

Jeg har altid tænkt på Kvindernes Internationale Kampdag som en dag, hvor der kæmpes for kvindernes frigørelse. Forklar lige, hvor friheden findes i dette forslag. De færreste kvinder ville føle sig frie, hvis de blev tvunget tilbage på job 37 timer om ugen plus transporttid, når deres barn var 8 måneder gammelt. Endsige hvis de var tvunget til at anbringe deres børn i institution de fleste af døgnets lyse timer fra den tidlige alder, fordi faren ikke havde lyst til eller mulighed for at tage 4 måneders barsel. For ikke at nævne, hvis barnet ikke havde en far.

Kvinden er fra naturens hånd udstyret med et stærkt instinktivt behov for at være sammen med sine børn. Ligesom små børn har behov for at være sammen med deres primære omsorgspersoner. Det kræver virkelig mod at nævne dette offentligt, for det er blevet fy fy og meget politisk ukorrekt at sige den slags, fordi vi lever i et markedsstyret og maskulint samfund, hvor succes er lig med karriere og penge. Men det er ikke desto mindre sandt for langt de fleste kvinder. Vi er ikke frie, når vi bliver bundet til at tjene arbejdsmarkedets behov og gå imod vores natur.

Hvad med børnene?

Hvem tænker i øvrigt på børnene her? Hvem tænker på amning og tilknytning? Mental og følelsesmæssig sundhed?

Jeg anerkender fuldt ud børnenes behov for at have en tæt relation til deres far, og derfor ville det være fantastisk, hvis flere fædre tog mere barsel. Men dette bør ikke være på bekostning af kvindens ret til barsel. Det må være op til den enkelte familie at vurdere, hvordan de ønsker at indrette sig.

Jeg vil hellere have, at vi arbejder for bedre muligheder for frihed og fleksibilitet i forhold til arbejdsmarkedet de første år af børnenes liv. På tværs af køn i øvrigt. Der skal tænkes ud af boksen fremfor blot at flytte barselsugerne rundt mellem mand og kvinde. Hvis samfundet giver bedre rammer for et fleksibelt arbejdsliv, hvor børnene ikke betaler regningen, vil flere kvinder formentlig få lyst til og mulighed for at beklæde lederstillinger. Det er børnenes trivsel og familiernes frihed, der skal stå i første række, når vi diskuterer familiepolitik.

Moderne adfærdspsykologi understreger, at det er risikabelt for barnets trivsel at sende det for tidligt i institution. Og hvad er ”for tidligt”? Det er ifølge eksempelvis børnepsykologerne John Aasted Halse og Margrethe Brun Hansen den alder, som de langt fleste danske børn begynder i institution, nemlig 9-11 måneder, for det er her, separationsangsten indtræffer hos barnet.

Det ideelle er, at barnet først begynder i institution fra 1,5-2-års alderen, udtaler de to børnepsykologer blandt andet i en artikel i pædagogernes fagblad. Her opfordrer de også til, at forældre og især politikere forholder sig til kvalitet set fra børnenes perspektiv frem for arbejdsmarkedets perspektiv. Og her kunne man tilføje kvindernes perspektiv.

‘Anything you can do I can do bleeding’

I den vestlige verden hersker de maskuline værdier. High performance kulturen. Det gælder både for mænd og kvinder. Med feminine værdier mener jeg ikke kun værdier, der knytter sig til kvinder. På tværs af køn bærer vi alle både feminine og maskuline værdier i os. I kinesisk filosofi kalder man det, jeg forsøger at beskrive, for yin og yang. Vi kender alle det sort-hvide symbol for yin og yang, som så fint illustrerer, når de to dualiteter er i balance. Mit ærinde med dette blogindlæg er at argumentere for, at de feminine værdier er undervurderet i vores kultur, og at jeg ønsker og håber på, at vi får skabt balancen til glæde for alle køn og hele samfundet.

Også menstruerende kvinder, gravide, fødende og nybagte mødre er underlagt den maskuline performance kultur. Til trods for at biologien gør alt, hvad den kan for at fortælle kvinden i disse perioder af hendes livscyklus, at hun skal sørge for at hvile, restituere kroppen, nære sig selv, passe på sig selv. For at kunne skabe et lille nyt menneske i sin krop, føde det og nære det ved sit bryst.

Vi kan ikke komme udenom, at flere kvinder end mænd kæmper med stress og mistrivsel. Gammelfeministiske paroler som ‘Anything you can do I can do bleeding’ har en del af skylden, vil jeg vove at påstå. I min generation er kvinder vokset op med at skulle være som mænd.

Vi skal leve efter maskuline værdier, som handler om at præstere og drøne afsted i højeste gear lige fra vi er ganske unge. Vi skal skynde os at tage en uddannelse, skynde os at få et velbetalt job, skynde os at få børn, samtidig med at vi gør karriere. Når børnene er født, skal vi skynde os at ”køre” dem ind i institution, så vi kan komme hurtigt tilbage på arbejdsmarkedet, så vi kan tjene en masse penge, så vi kan købe en masse ting og flyve jordkloden rundt på ferier fire gange årligt. Det er lig med et succesfuldt liv.

Når vi som unge teenagere får vores første menstruation har vi lært, at vi skal skamme os og gøre alt, hvad vi kan for at skjule det, hjulpet godt på vej af reklamer, der viser os, hvordan vi kan løbe og springe rundt med stramme, hvide bukser på eller i bikini, selvom vi har menstruation. Reklamer, der illustrerer menstruationsblod som en kemisk blå væske. Vi har lært, at vi skal kunne præstere, som vi plejer, selvom vi menstruerer. Derfor har mange af os et anstrengt forhold til den tid på måneden, hvor de fleste af os har mest lyst til at slappe af.

Gynækologernes formand Charlotte Floridon har udtalt til Samvirke, at der ikke er nogen grund til, at kvinder skal have menstruation. ”Der er kun to menstruationer, du behøver at have i dit liv. Og det er, når du vil have dine to børn.” Så hun opfordrer kvinder til kontinuerligt at tage p-piller, så kroppen tvinges til ikke at menstruere.

Faktum er, at naturen har udstyret kvinden med en cyklus. Kvinder og deres cyklus er forudsætningen for, at menneskeheden kan reproducere sig.

Når kvinder tager p-piller eller har en hormonspiral, ændres kroppens kemi. Det er der naturligvis en række bivirkninger ved. Fysiske og mentale. Det er på tide, at vi begynder at blive bevidste om dette. Det er på tide, at vi begynder at opfatte kvinders cyklus som en gave fremfor en besværlighed. At kvinder får lov til og giver sig selv lov til at leve i overensstemmelse med denne cyklus fremfor at drøne afsted i højeste gear 365 dage om året. Heldigvis begynder denne bevidsthed at vågne, takket være kvinder som Laila Tòrsheim og Nanna Ewald Stigel, der har skrevet bogen ”Dit Hemmelige Våben”.

Det er en styrke for kvinder – såvel som for mænd – at mærke efter, hvornår krop og sind kalder på ro og hvile, og hvornår det føles rigtigt at være mere udadrettet. Naturen har indrettet sig sådan, at alting spirer og gror om foråret og henover sommeren, i efteråret er det høst og forrådstid, mens vinter kalder på tilbagetrækning og hvile. Sådan er vi mennesker også indrettet. Kvinden mærker det særligt tydeligt qua sin cyklus. Det er en gave og en styrke – ikke en svaghed. Ligesom det er en kæmpe gave og en styrke at være i stand til at skabe et lille nyt menneske, føde det, ernære det og drage omsorg for det, så det vokser op og bliver et harmonisk individ.

Reproduktion og omsorg er forudsætning for eksistensen

På kvindernes kampdag bør vi tale om, hvordan kvinder kan få lov til at være kvinder i overensstemmelse med vores natur og blive anerkendt for det, vi er og gør. Uanset hvordan vi vælger at være kvinder eller agere i vores liv. Så det ikke kun er karrierekvinden med fart på, der hyldes og fremhæves som det gode eksempel.

I vores samfund er feminine værdier herunder reproduktion og omsorg voldsomt underkendt. Både på individniveau – altså i forhold til den enkelte kvinde og barn – men også i et større samfundsmæssigt perspektiv, hvor omsorgsarbejde er dårligt betalt og har ringe vilkår. Det er på tide, vi vender bøtten om og anerkender, at reproduktion og omsorg er en forudsætning for os alle hver især og som civilisation. Og således også respekterer og belønner det som sådan.

På Kvindernes Kampdag bør vi tale om, hvordan feminine værdier kan blive anerkendt på lige vilkår med de maskuline værdier. Til glæde for både mænd og kvinder. Børn og voksne. Individ og samfund. For vi har alle brug for pauser fra de maskuline værdier. Fra vækst og performance. Så lad os kæmpe for at skabe de bedste rammer for at trives som frie individer og som samfund. På tværs af køn.