Kvinders vaginale bakteriemiljø er virkelig smart!
Det er nemlig domineret af mælkesyrebakterier, som er med til at bekæmpe infektioner og holde sygdomme på afstand.
Det er derfor vigtigt, at vi ikke forstyrrer det helt særlige bakteriemiljø og den lave ph-værdi i underlivet, for kommer vi til at gøre det, kan vi risikere at få bakteriel vaginose.
Bakteriel vaginose er en tilstand, hvor den normale og sunde mikroflora af mælkesyrebakterier er erstattet med en dysbiotisk mikrobiota af især anaerobe bakterier.
Forskning har vist, at hver femte danske kvinde ikke har det optimale bakteriemiljø i underlivet. At have et usundt bakteriemiljø i skeden øger risikoen for alvorlige underlivsinfektioner, som kan føre til nedsat fertilitet, graviditetskomplikationer og graviditetstab.
Sådan forebygger du bakteriel vaginose
Et sundt vaginalt miljø er en nøje afbalanceret mikroverden – domineret af mælkesyrebakterier (Lactobacillus-arter), der beskytter mod infektioner og holder sygdomsfremkaldende bakterier i skak.
Her får du mine vigtigste anbefalinger til, hvordan du kan støtte din naturlige mikroflora og forebygge bakteriel vaginose (BV).
🩸 Under menstruation
Undgå at bruge tamponer, især gennem hele blødningsperioden.
Menstruationsblod har en højere pH-værdi (omkring 7) end det naturlige sure miljø i vagina (3,8–4,5), og når blodet holdes inde i en tampon, kan pH stige yderligere og forstyrre bakteriebalancen.
Brug i stedet menstruationskop eller økologiske stofbind af naturlige materialer, der tillader luftcirkulation og ikke indeholder parfume, klor eller pesticidrester.
🚿 Intimhygiejne
Undgå at skylle vagina indvendigt. Vagina renser sig selv. Skylning (douching) ændrer pH og kan fjerne de gode bakterier.
Undgå parfumerede produkter, vådservietter og sæbe med høj pH. Hvis du ønsker at vaske dig, så brug kun en mild, parfumefri intimsæbe – og vask kun udvendigt.
Tør dig forfra og bagud efter toiletbesøg, så tarmbakterier ikke føres frem til vagina.
💋 Efter samleje
Sæd har en basisk pH og kan derfor midlertidigt ændre miljøet i vagina. Det kan være en fordel at rejse sig efter samleje, så overskydende sædvæske kan løbe ud.
Det påvirker ikke fertiliteten – sædcellerne, der skal bruges, når hurtigt frem til livmoderhalsen.
Brug af kondom kan desuden reducere risikoen for tilbagevendende bakteriel vaginose, fordi det beskytter mod kontakt med partnerens bakterier og sæd.
👙 Undertøj og frisk luft
Brug åndbare materialer som bomuld, bambus, silke eller uld – og undgå syntetiske stoffer.
Sov gerne uden undertøj, så området kan få luft.
Undgå at bruge trusseindlæg hele døgnet, medmindre de er genanvendelige og lavet af økologisk bomuld.
Undgå g-streng eller meget tætsiddende undertøj, da det kan trække bakterier fra endetarmsområdet frem mod vagina og forstyrre den sunde mikroflora.
🌞 Livsstil og indre balance
Sørg for tilstrækkeligt D-vitamin, da mangel øger risikoen for BV ved at svække slimhindernes immunforsvar.
Undgå rygning – studier viser, at kvinder der ryger, har 2–3 gange højere risiko for at udvikle bakteriel vaginose.
Spis for tarmen. En sund tarmflora understøtter et sundt vaginalt miljø. Spis rigeligt med grøntsager, bær og fermenterede fødevarer, drik 2 liter vand dagligt, tyg maden grundigt, spis i ro og vær opmærksom på stressniveauet.
Pas på med gentagne antibiotikakure, da de kan slå de beskyttende bakterier ihjel og skabe grobund for svamp eller BV. Hvis du skal have antibiotika, kan det være en god idé at supplere med probiotika.
Overvej probiotika specifikt til vaginal balance – fx Lactobacillus rhamnosus og Lactobacillus crispatus, som kan genoprette mikrofloraen og forebygge BV.
Vær opmærksom på sexpartnere. Skiftende partnere øger risikoen for BV, og ny forskning viser, at bakteriel vaginose faktisk kan overføres mellem partnere. (Læs mere nedenfor).
Ny forskning: Bakteriel vaginose kan overføres fra mand til kvinde
Et nyt studie fra Australien viser, at bakteriel vaginose (BV) kan overføres fra mand til kvinde under sex.
Studiet er offentliggjort i The New England Journal of Medicine og har overrasket forskere verden over.
Da bakteriel vaginose relaterede bakterier kan overføres mellem partnere, undersøgte forskerne, om behandling af mandlige partnere kunne reducere risikoen for at kvinder fik det igen.
Resultatet af undersøgelsen viste, at:
63 pct. af kvinderne i kontrolgruppen fik BV igen inden for 12 uger.
Kun 35 pct. af kvinderne i den gruppe, hvor partneren også blev behandlet, fik BV igen.
Det vil altså sige, at behandling af mandlige partnere næsten halverede kvindernes risiko for at få BV igen.
Forskernes nye fund peger på, at en mere effektiv behandling end den nuværende kan være, at:
Behandle både kvinden og hendes mandlige partner med antibiotika
Anvende antibiotikacreme på mandens penis for at reducere risikoen for tilbagefald
Øge opmærksomheden på BV som en mulig kønssygdom og dermed inkludere den i kønssygdomstests
Den nye forskning kan altså revolutionere den måde, vi forholder os til BV på, og kan måske endda mindske antallet af kvinder, der lider i stilhed, fordi de får bakteriel vaginose igen og igen uden at forstå hvorfor. Dermed vil færre kvinder opleve fertilitetsproblemer og graviditetstab.
Symptomer på bakteriel vaginose
Symptomer på bakterielle infektioner i vagina er:
Svampeinfektioner klør som regel mere end vaginoser men giver færre lugtgener.
Bemærk desuden, at bakteriel vaginose også kan være helt uden symtomer og gener - ligesom klamydiainfektioner. Så du kan desværre gå rundt med en uønsket tilstand i underlivet helt uden at vide det. Hele 50-75 pct. af kvinder med bakteriel vaginose har ingen symptomer!
📚 Udvalgt forskning om bakteriel vaginose og forebyggelse
Brotman RM et al. Association between cigarette smoking and the vaginal microbiota. mBio. 2014;5(1):e01039-13. [PMCID: PMC4161850]
Hellberg D, Nilsson S, Mårdh PA. Bacterial vaginosis and smoking. Int J STD AIDS. 1999;10(9):609–612. [PMID: 10997505]
Hickey RJ et al. Lactobacillus species and vaginal health. Appl Environ Microbiol. 2015;81(17):6269–6279.
Tamarelle J et al. The vaginal microbiota and its association with human health: an integrative view. Front Public Health. 2019;7:376.
Mitchell C et al. Vitamin D and the vaginal microbiome. J Steroid Biochem Mol Biol. 2021;211:105899.
Bradshaw CS et al. Treatment of male partners to prevent recurrent bacterial vaginosis. N Engl J Med. 2023;388(3):207–217.
Laboratorietest af det vaginale mikrobiom
Hvis du oplever symptomer som udflåd, lugt, kløe eller gentagne infektioner – eller blot ønsker at få vished om, om din bakterieflora er i balance – findes der nu en avanceret laboratorietest, der kan kortlægge dit vaginale mikrobiom.
Testen analyserer både de gode bakterier (Lactobacillus-arter, der beskytter mod infektion) og de ubalanserede bakterier (anaerobe arter som Gardnerella, Atopobium og Prevotella), samt eventuel tilstedeværelse af svamp eller patogene mikroorganismer.
Resultatet giver et detaljeret billede af miljøet i din vagina – en slags bakterieprofil, der kan afsløre, om der er begyndende eller vedvarende ubalance.
Da tolkningen af testen kræver faglig indsigt i hormoner, immunforsvar, mikrobiom og livsstil, kan den kun bestilles gennem mig i forbindelse med en konsultation.
På den måde sikrer jeg, at du får:
en professionel tolkning af resultaterne, og
en personlig plan for, hvordan eventuelle ubalancer kan rettes op – fx via kost, livsstil, tilskud og målrettet støtte til slimhinder og mikrobiom.
Nogle kvinder oplever samtidig andre ubalancer i kroppen - fx. fordøjelsesproblematikker, PMS, kraftige blødninger, udeblevne menstruationer, uregelmæssige cyklusser, uønsket barnløshed, gentagne graviditetstab osv. Sådanne problematikker kræver som oftest en mere omfattende udredning.
Derfor tilbyder jeg også længere forløb, hvor du får mulighed for at tilkøbe flere avancerede laboratorietests, så vi kan arbejde mere helhedsorienteret med din kvindekrop.
Afhængigt af dine symptomer og mål kan vi fx supplere med:
• DUTCH-testen – for en dybdegående kortlægning af dine hormoner og stressrespons
• GI MAP + Zonulin – som giver indblik i tarmflora, fordøjelse, immunfunktion og tarmintegritet
• Vaginal Microbiome-testen – for at forstå den lokale bakterieflora i underlivet
• DNA-tests – som viser genetiske variationer, der kan påvirke alt fra methylering og afgiftning til hormonbalance og fertilitet
Formålet er altid at forstå helheden – hvordan hormoner, tarm, genetik og mikrobiom påvirker hinanden – og at skabe en målrettet plan, der bringer din krop tilbage i balance.
Du kan læse mere om vaginaltesten – og se et eksempel på et testsvar – klikke her.
📩 Ønsker du at bestille vaginaltesten eller høre mere om andre tests eller mine forløb, er du velkommen til at kontakte mig på kontakt@trinefagerskov.dk
📚 Udvalgt forskning om det vaginale mikrobiom og laboratorietests
Fettweis JM et al. The vaginal microbiome and preterm birth. Nat Med. 2019;25:1012–1021.
Ravel J et al. Vaginal microbiome of reproductive-age women. Proc Natl Acad Sci USA. 2011;108(Suppl 1):4680–4687.
Ceccarani C et al. Dysbiotic vaginal microbiome in bacterial vaginosis and aerobic vaginitis. Front Cell Infect Microbiol. 2019;9:354.